Hvalp med ’damp’ eller på speed …

Af Dorthe Østergaard Christensen

For ca. 8 år siden flyttede en lækker lille RR ind til os. Det var ikke første gang, vi skulle have hund. Det var 15 år siden, vi sidst havde haft en hvalp, men det, mente vi, skulle nok gå.

Endelig kom dagen, da vi kunne hente ham. Det var arrangeret, så en af os var hjemme hos ham de første 14 dage, og derefter arbejdede vi på skiftende tider, så han gradvis blev vænnet til at være alene. De uger gik det rigtig godt. Han sov, vi legede, vi nussede, han sov, vi gik ture, vi småsloges, og vi puttede. Det var ikke noget problem med at blive renlig – det var han nemlig allerede, da han kom hjem, så det skulle vi kun vedligeholde.

Nu lyder det til, at alt bare var fryd og gammen, men sådan var det ikke altid, for han havde nu også masser af energi, så selvom vi havde aflastningslegetøj, var vi ret så hullede på arme og hænder.

Tiden gik, og det blev hverdag med en hvalp og unghund i huset. Vi startede med at lade ham gå i underetagen. Det blev senere til vores store entré og gæstetoilet. Der var legetøj, guf pakket ind i et håndklæde og en hule til ham (et stålbur dækket med et klæde). Igennem de første to år var det altid spændende at komme hjem.

Uanset om vi var hjemme eller ej, om vi lige havde været aktive med ham i lang tid, fik han hurtigt energi igen. Derfor kaldte vi ham også vores ”damp-hund”. Nogle dage var der ”pænt”, når vi kom hjem fra arbejde. Andre dage var der overraskelser.

Når han kunne snige sig til det, blev der splittet toiletruller, slebet tænder i væggen, dækslerne på stikkontakterne måtte vi jævnligt skifte ud, legetøj blev bidt godt igennem, bamserne – også dem der var større end ham – blev overfaldet. Og selvfølgelig kom han også og lokkede os til at lege med ham. Når han var kørt helt op, fik vi ham til ro ved at sidde ved siden af hans kurv og nusse, og senere foretrak han selv at gå ud i sin hule (det overdækkede bur), som han altid havde adgang til.

En enkelt dag havde en af os glemt at lukke lågen til trappen til 1. sal, så et ”fantastisk” syn ventede i soveværelset, hvor vi havde en halvantik gammel velours-sofa stående. Dvs. vi plejede at have den stående. Jeg ved ikke, om det var en aftale mellem min mand og Kiburi, men i hvert fald var det ikke nødvendigt at drøfte, om sofaen skulle til genbrug eller ej, for der var ikke mere nogen sofa. Den var splittet ad, som i splittet i 100.000 stykker og totter.

Hver dag fik han også mindst én flippertur – en tur, hvor han sprintede rundt enten ude eller inde (noget han faktisk stadig kan finde på). Flipperturene kom både hjemme, og når vi havde legeaftaler, og så var det sjovest, hvis der var nogle af de andre hunde, der ville løbe efter ham.

Udover disse flipperture, at bide ting i stykker og drille var – og stadig er – han en meget kærlig hund. En kærlighed han viser med sin meget lange tunge, som han meget gerne bruger, når han ”kysser”. Og kysse det gør han ved rigtig mange, der viser ham kærlighed.

Han var virkelig, virkelig krævende de første 2–2½ år, men det overskyggede ikke glæden ved at have ham. Da han var 2½ år, flyttede hans kuldsøster ind, og så kunne de bruge noget energi sammen, men det er en anden historie, som tidligere har været i RR-bladet.

Nu varer det ikke længe, før de fylder 8 år. Damp-hunden er blevet mere rolig, men kan stadig godt lide, når min mand går på alle fire og ”slås” med ham.