Canicross – når din Ridgeback trækker dig

Af Martin Grimshaw

Canicross er en løbesport, hvor hunden løber foran dig og trækker dig.

Rhodesian Ridgeback i canicross-sele
Bear i canicross-sele. Foto fra RIDGEBACKEN nr. 1/2023

Jeg bærer et løbebælte designet til canicross. Bæltet sidder på hofterne og hjælper med at undgå belastning på ryggen og med at give en naturlig løbeposition. Mellem bæltet og hunden er en bungee-line (elastisk snor). Elastikken absorberer alle ryk, så det er venligere for kroppen hos både hund og menneske.

Hundens sele er vigtig. Den er forskellig fra seletøjet til den daglige gåtur og er designet til at fordele kraften i trækket jævnt og sørge for, at hunden stadig kan trække vejret naturligt.

Jeg har dyrket canicross i flere år med min beagle Teddy, og det var helt fra starten også mit håb, at Bear ville synes om det.

Vi startede små træningsløb med Bear, da han var ca. 10 måneder – bogstaveligt talt blot tilvænning til selen og 50 meters løb. Med tiden øgede vi afstanden, og kommandoer blev indført (venstre og højre osv.). Efter at vi havde fået tjekket, at hofter, skuldre og albuer var helt perfekte (A/0/fri), løb han sit første 7 km-løb, da han var 18 måneder, og vi kom på tredjepladsen – kun bag en tidligere professionel løber og en semiprofessionel løber.

Da han stadig er meget ung, har en af de store udfordringer været at holde hans fokus på træning, men han elsker at løbe, og på løbsdagen kan han ikke vente med at starte, og han løber stærkt. Vores hurtigste kilometer er 3 minutter og 2 sekunder. Den 4. og 5. februar konkurrerede vi i det danske mesterskab i canicross, hvor vi formåede at opnå 1. pladsen og en ny rekordtid: 5,1 km på 17:22.

For at variere hans træning er jeg også begyndt at dyrke bikejoring med ham. Det er samme princip som canicross, men koblet til en mountainbike. Det er også godt, hvis mennesket har skader, da Bear stadig får lov til at strække ud i fuld fart, hvilket han elsker.

Canicross giver Bear et job og et afløb for hans løbelyst, som han ellers ikke ville få, da han har for meget byttedrift til bare at blive sluppet fri.

Sporten giver ham frihed både fysisk og mentalt, og den binder os begge helt utroligt sammen.

Canicross i skoven

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2023, side 11. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN