Den 6. juni 1998 blev der født et kuld Ridgeback-hvalpe i Vig i Nordsjælland hos Kennel Kijasaman, Marianne og Mogens Børjesen. En lille tæve kom med os hjem.
Hun hed Gukatiwa – turteldue på det sprog, der tales, hvor hendes mor, Zarula Gadzinina, kom fra i Zimbabwe – og det blev hurtigt til ”Tiwa”. Hun voksede op til en flot, slank og elegant tæve – og lidt af en fræk teenagetøs, der elskede at drille vores syv år ældre tæve, Suki. Tiwa kom i rasende fart for at lægge op til vild leg, men Suki gad ikke og begyndte bare at snuse i græsset – og vupti, så stoppede Tiwa og snusede med. Senere fandt jeg ud af, at Suki brugte dæmpende signaler. Og Tiwa hoppede altid på dem.

Udstilling
Kun 9 måneder gammel deltog Tiwa i sin første officielle udstilling i Årslev i marts 1999 og blev bedste tæve. I 2000 vandt hun juniorklassen over ca. 27 andre tæver på udstillingen i Ermelo i Holland i forbindelse med verdenskongressen. Hun blev Årets Junior-tæve 1999, Årets Tæve 2000 og Årets Åben klasse-tæve 2001, og den 3. november 2001 blev hun Dansk Champion og kvalificeret til Crufts.
Så gik hun på pension, for Tiwa er egentlig ikke en udstillingshund. Hun stråler mest ude i naturen – i skoven, på marken eller ved stranden, når hun snuser til dyrespor eller går amok i det høje græs med 120 i timen. Så står man bare helt stille og følger hendes slanke silhuet og fantastiske bevægelser i fuld firspring.
Tre kuld
Tiwa fik tre kuld: i 2001 med Zumeli’s Ajabu, i 2002 med hollandske INTCH Jockular Borus Kabisa og i 2003 med den ældre, rolige Gabaza’s Cabo. Fra andet kuld beholdt jeg Zibu (DKCH Hazina’s 2nd Izibu), som blev Hazinas næste avlstæve. Afkommet har klaret sig i både udstilling, lydighed og agility – og en af sønnerne, Cæzar, hjælper sin ejer, der er vagt, med at fange tyveknægte. Han løber efter dem og holder dem i skak, til ”far” når frem – som en sand storvildtjægers hund.
Ridgekvaliteten hos Tiwas afkom har ikke ligget i toppen, men det har temperamentet til gengæld – og det har jeg stilet efter. I Danmark sælges Ridgeback-hvalpe primært som familiehunde, så de skal fungere rigtig godt med børn, voksne og andre dyr. Tiwa har heller ikke givet hvalpe med dermoid sinus – om det er held, ved ingen, for der findes ingen facitliste.

Min bedste løbeven
Tiwa har gået til hvalpe- og unghundetræning, agility, lidt spor og lydighed, og hun var gennem en årrække min allerbedste løbeven på morgenturene gennem skoven og rundt om markerne med får og køer. Hun er mest ”fars hund”, men jeg fik et helt særligt forhold til hende, da jeg hjalp hende med at føde og nærmest boede i hvalpekassen med hende og de små.
Da jeg blev skilt for fire år siden, fulgte Tiwa med sin menneskefar, og datteren Zibu med mig. Det var naturligt, men hårdt. I dag bor Tiwa hos farmor og farfar, hvor hun har det som blommen i et æg med lange skovture og forkælelse i køkkenet. Ved juletid var hun på besøg – 10½ år og stadig ungdommelig, frisk og opmærksom.
Man siger, at Ridgebacks kan blive omkring 12 år, men at man skal være glad for hver dag, når de er fyldt 10. Kære Tiwsen, tak for 10 dejlige år.
Tak til Marianne og Mogens for den vidunderlige hund, som har beriget vores liv – og som vi aldrig ville bytte for noget.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2009, side 18–19. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
