Vi fik vores første Ridgeback lidt af en tilfældighed først i 1980’erne. Racen var ikke udbredt, men vi hørte om en fem måneder gammel ”resthvalp” i Faaborg-området, der boede alene i en grisestald og var MEGET kontaktsøgende. Selvfølgelig løb vores hjerter af med os.
Combo
Combo kunne ikke være alene et eneste minut. Trods træning og gode råd lærte han det aldrig: Han brød ud gennem alt og raserede alt forinden. Alligevel elskede vi ham højt. Når børnene kom hjem fra skole, sad han på spisebordet og kiggede ud efter bussen. Han udviklede epilepsi, som hurtigt blev værre, og vi måtte lade ham aflive.
Toto
Toto fra Torhuset, den største i kuldet, blev meget stor og flot og nåede 11 år. Han trænede med det lokale politi, der brugte vores marker, og var eminent til spor – men nægtede pure at tage noget i munden. Og han glemte aldrig at ”fange” motionsløbere, så han måtte i fast line i skoven. Ellers var han slet ikke aggressiv – ”hvis mor bare dummede sig ved at træne ham forkert”.

Tsavo
Efter halvandet år uden hund kom Tsavo fra Hazinas – opkaldt efter Kenyas store nationalpark. Opdrætterne mødte os, hvor vi var, også selvom vi hele tiden kunne henvise til den pragtfulde hund, vi HAVDE haft. Tsavo var renlig fra første dag – mest fordi jeg stod i haven den første måned og sagde ”tis, Tsavo”.
Han er syvsover, har sit eget værelse, har indtaget husets største sofa og interesserer sig ikke for fasaner og rådyr i parken – han vil hellere følges med sin mor. Han har været hotelgæst ved Jammerbugten og feteret på et madmarked i Frankrig, hvor tiggeriet lykkedes til fulde.
Jeg troede ikke, jeg igen ville få en hund, som jeg ville elske lige så meget som de tidligere – men selvfølgelig: Han er skøn!
Familien var vært for klubbens Ridgeback-dag på Juelsberg i 2004 – og havde også været det engang i 1980’erne.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2004, side 8–9. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
