Jeg tænker ofte på, hvor synd det er for mennesker, der siger, at de ikke kan lide hunde. De ved ikke, hvad de går glip af. Hunde er blevet en stor del af mit liv, og jeg ønsker aldrig at skulle leve uden.
I mit barndomshjem havde vi australske terriere – søde, kælne, børneglade, vagtsomme og viljestærke, med mange af de samme egenskaber som en Ridgeback. Men de var for små. Når jeg blev voksen, skulle jeg have en ”rigtig” hund.
En kæmpe i spisestuen
Det skete i 1991, da jeg boede i Spanien under en udstationering. En dalmatiner stod øverst på ønskesedlen – indtil der var indbrud i det nye hus, og nogen fortalte mig, at dalmatinere ikke var gode vagthunde. Næsten samtidig stod der en solskinssøndag pludselig en kæmpestor lysebrun hund foran mig i spisestuen, mens jeg bar en bakke glas. Jeg hoppede højt af forskrækkelse – og kunne så ikke lade være med at beundre ham.
Det var Odin (Torhusets Ophir Patrolman), som havde boet i huset før os og nu var flyttet til en engelsk dame længere nede ad vejen. Han var mester i at springe over en to meter høj mur og kom jævnligt på besøg i sit gamle hjem. Den engelske dame havde selv en Ridgeback-tæve med et lille kuld på tre hvalpe – og da jeg så dem, faldt jeg pladask. ”… and it’s a VERY good guard dog,” sagde hun. Så blev der ikke snakket mere.
Suki, Tiwa og Zibu
Hvalpenes mor fik mælkekirtelbetændelse, og hvalpene måtte håndfodres. Efter råd fra dyrlægen overtog jeg derfor Odins datter, Suki, allerede som seksugers. Så begyndte mit liv med Ridgebacks.
Syv år senere, hjemme i Danmark, fik Suki en lillesøster: Tiwa (Kijasaman Gukatiwa of Djungelkatten) med afrikanske linjer. Tiwa fik tre kuld, og fra det andet kom Zibu (Hazina’s 2nd Izibu). I to år var der tre tæver i flokken, indtil jeg i foråret 2004 måtte sige farvel til Suki, næsten 13 år gammel. Jeg tænker på hende hver dag.
Om at planlægge et kuld
Zibus kuld er blevet udskudt to gange, fordi det ikke passede ind i livet. Man skal have tid, overskud og engagement – ellers drop det. Det går kun ud over tæven og hvalpene, hvis man ikke magter det 100 %.
Jeg har hørt mange sige, at Ridgebacks er besværlige – ”aldrig mere en Ridgeback”. Vi er alle forskellige. Men for mig er Ridgebacken den dejligste, mest charmerende hund, der findes. Min eneste bekymring er, hvad jeg skal vælge, når jeg bliver en gammel kone, der ikke kan magte en stor og stærk jagthund. Måske nogen skulle fremavle en Mini Ridgeback på størrelse med en beagle?
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2006, side 18–19. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN