Pas på halsbåndet – når legen bliver livsfarlig

Af Helle Lauridsen

Det er morgen, og mine to unge Ridgebacks står ved døren og venter på at komme ud. ”Vente” lyder nok for velopdragent – i forventning og glæde småslås og leger de med tænder og poter. Jeg har glemt noget i stuen og lader dem stå med snor og halsbånd i gangen.

Før jeg når derind, ændrer lyden sig: Potehoppene bliver til kradselyde, den ene snerrer og gør desperat, den anden piber. På to sekunder er jeg tilbage. Den seks måneder gamle tæve har fået kæben ind under hannens halsbånd og har allerede snoet sig én gang rundt for at komme fri. Han mangler luft, og hun skriger af angst.

Halsbåndet er heldigvis et fladt nylonhalsbånd med kliklås, men låsen er så spændt, at den ikke kan åbnes. En saks? Kan jeg nå det? Jeg tør ikke forlade dem. I stedet griber jeg hvalpen og ”skruer” hende tilbage, så halsbåndet ikke længere er snoet – og så kan spændet åbnes. Begge er fri.

Sveden løber af mig, mens hundene hopper op ad mig – begge helt uden mén. Men havde jeg ikke været lige ved siden af, havde hvalpen ikke været lille nok til at vende i luften – og havde halsbåndet været en kæde, der ikke kunne klikkes eller klippes af – så tør jeg ikke tænke på, hvad der kunne være sket.