Nye Udstillingsregler fra 1 januar 2025

2025 byder på et nyt DKK-udstillingsreglement med nye tiltag og justeringer af regler. Du kan finde hele reglementet på dette link Udstillingsreglement-2025.pdf. Her følger en oversigt over de vigtigste ændringer.

Liner med stop

Af hensyn til hundenes velfærd er det besluttet, at alle hunde skal fremvises i liner, hvor enten showlinen eller halsbåndet er forsynet med et stop. Denne ændring sikrer, at der ikke er risiko for kvælning under fremvisningen og understreger vigtigheden af dyrevenlige metoder.

Baby- og hvalpeklasser

Fra 2025 ændres præmieringssystemet for babyer og hvalpe. Prædikaterne Særdeles Lovende (SL), Lovende (L) og Mindre Lovende (ML) udgår. I stedet indføres en ny præmiering, hvor bedste baby og bedste hvalp kan opnå en Hæderspræmie (HP). Kun babyer og hvalpe med HP kvalificere sig til deltagelse i Store Ring på DKK-udstillinger

Som følge af disse ændringer justeres pointtildelingen for klubkonkurrencen “Årets Baby/Hvalp” en smule:

Bedømmelse Point
Baby/Hvalp 1 10
Baby/Hvalp 2 8
Baby/Hvalp 3 7
Baby/Hvalp 4 6
Baby/Hvalp 5, 6 osv. 5
Bedste Hvalp/Baby +3

Denne ændring svarer til, at alle babyer og hvalpe reelt tildeles Særdeles Lovende (SL)  iflg de gældende regler. RRK vurderer ændringen som minimal og implementerer den fra 1. januar 2025.

Du kan finde det opdaterede pointsystem på dette link Årets Eksteriør Hunde

Certifikatregel for unge hunde

Hunde under 24 måneder, der allerede har opnået to certifikater, kan først modtage yderligere certifikater efter de er fyldt 24 måneder. I tilfælde, hvor en hund ikke kan tildeles certifikatet på grund af denne regel, overgår certifikatet automatisk til den næsthøjest placerede hund, der er berettiget til det.

Bedste Junior

En ny konkurrence, Bedste Junior, indføres fra 2025 som en fast del af udstillingsprogrammet, på linje med Bedste Veteran. Konkurrencen omfatter den han og tæve, der er blevet udtaget som 1. vinder med CK i juniorklassen.

På DKK-udstillinger vil Bedste Junior også være en del af Store Ring-konkurrencen.

Avlsklassen frafalder

Avlsklassen er blevet fjernet fra DKK’s udstillingsprogram på grund af den faldende tilslutning. Rhodesian Ridgeback Klubben har dog valgt at fortsætte med at tilbyde denne klasse og tilhørende klubkonkurrence på klubbens egne udstillinger, så længe der er interesse.
Med Venlig Hilsen
Udstillingsudvalget