Min Ridgeback er døv! – Stinne Elgaards vej til en DNA-test

Af Stinne Elgaard, Kennel Akizuri

Denne artikel har været længe undervejs. Jeg har flere gange startet på den, skrevet dele om og til sidst slettet det hele igen.

Med mine nybegynderøjne så avl og opdræt ganske ”simpelt” ud. Man skulle bare avle på sunde, raske hunde med et godt temperament – det var jo nemt. Men hvad der er mindre simpelt, er, at genetikken kan have en helt anden dagsorden, end man havde tænkt. Jeg blev klogere …

”Jeg tror ikke, min hund hører så godt”

I 2009 fik vi vores første kuld. Da en af vores hvalpekøbere første gang sagde: ”Jeg tror ikke, min hund hører så godt,” var min umiddelbare reaktion: ”Jamen, det er jo en Ridgeback!” Men i starten af 2011 kunne vi efter en BAER-høretest konstatere, at Kimba var fuldstændig døv.

Efter at have fordøjet den forfærdelige nyhed satte jeg mig for at finde årsagen. Det var afgørende for mig at forstå, hvordan det kunne ske, og at undgå at avle flere døve hunde. Det viste sig, at der tilbage i 80’erne tilsyneladende havde været tilfælde af døve Ridgebacks, og langsomt blev det klart, at det kunne være arveligt. Det var et hårdt slag.

En mur af tavshed

For at kunne avle mig væk fra problemet måtte jeg finde ”kilden” i min egen hunds stamtavle. Jeg henvendte mig helt naturligt bagud i stamtavlen – og blev meget overrasket over, hvor ofte jeg mødte en mur af tavshed. For mig er min stamtavle min familie. Jeg ville ikke hænge nogen ud, men bare finde ud af, hvordan jeg skulle bære mig ad fremover.

Jeg valgte fra starten at være åben – og har lært, hvorfor det for nogle er så vigtigt at skjule problemer. Men det har også betydet, at jeg har fundet sande venner, der hjalp mig videre. Det stod hurtigt klart, at kun få stamtavler var helt fri for problemet. Ofte kan man finde en ”problematisk” hund 4–6 generationer tilbage, og som regel vil genet så være ”udvasket” – men den luksus at løbe risikoen havde jeg ikke.

Forskningen og testen

I 2011 fik jeg kontakt til dr. Mark Neff, som forskede i døvhed hos Ridgebacks, og jeg deltog naturligvis i forskningen. Ud over DNA fra mine egne hunde lykkedes det at finde andre opdrættere, der også deltog. Det trak i langdrag, men i starten af 2014 var forskningen så langt, at der kunne laves en DNA-test. Nu er det muligt kun at kombinere bærere med ikke-bærere og dermed undgå at avle døve hunde.

Avl er ikke nemt

Mit oprindelige, lidt lyserøde syn på avl har lidt alvorlig skade. Det er ikke altid nok at avle på sunde, raske hunde. Man skal kende sin egen og partnerens stamtavle indgående – og selv da kan man ikke være sikker, for genetik kan ikke styres 100 %, og spontane mutationer kan opstå.

En DNA-test for en given sygdom er et fantastisk redskab, men det er ikke bevis for, at hunden ikke bærer andre sygdomsgener. Et gennemsnitligt menneske bærer omkring 50 muterede gener, der kan give sygdom, og man mener, at det er det samme for hunde. Jeg var ”heldig”, at genetikken bag døvheden var ganske simpel. For de fleste sygdomme – allergi, hjertefejl, entropion, spondylose, LTV, kræft – er den langt mere kompliceret.

ALLE hunde bærer muterede gener. Den eneste måde, vi kan forbedre vores race, er ved at tale om problemerne og sammen finde holdbare løsninger.

Desværre oplever jeg stadig, at folk har travlt med at pege fingre ad hinanden, og det får mange til at skjule deres problemer. Jeg håber inderligt, at vi kan komme det en lille smule til livs.

Historien fik heldigvis en lykkelig slutning, og jeg er stolt af at have været med til at udvikle en test, der gavner vores race. Tak til Kimbas ejere, Hanne og Ole – et bedre hjem kunne han ikke ønske sig. Tak til dr. Mark Neff og Alison Ruhe, som udviklede testen, til Clayton Heathcock, som samlede penge ind og fik forskningen i gang igen, da den var gået i stå, og til alle, der har støttet mig undervejs.