Jeg har haft hunde siden 1991, og i slutningen af 2007 kom hvalp nummer 7 ind i vores liv: Ridgebacken Gazeley. Efter tre måneder må vi konstatere, at man glemmer hurtigt.
Man glemmer, hvor hurtigt hvalpen vokser, hvor spidse mælketænderne er, og hvor meget den fylder. Man glemmer varmen, duften, den utilslørede afhængighed og elskelighed – og alle de numre og ”ulykker”, den finder på.

Praktisk indrettet – troede vi
Som alle hvalpeejere aktiverer vi: små ture i nye omgivelser, andre mennesker og hunde, biler, tog, gågader, skov, strand og høje lyde. Men en Ridgeback kan være svær at køre træt – og den har en pokkers sans for udfordringer.
Vores stueetage har klinker, og et stort gitter kan skille køkken og spisestue, så køkkenet bliver hvalperum i dagtimerne. Gazeley er ikke alene, for vores tiårige beagletæve Aqua og Ridgebacken Kidogo er lige på den anden side af hegnet.
En herlig dag – eller …?
En morgen i januar satte jeg en potteplante i blød i køkkenvasken og en pakke fars til optøning i den kølige entré ved siden af køkkenet. Da jeg kom hjem, var potteplanten hevet op og skilt til atomer over hele gulvet – og Gazeley var væk.
Så lød der piv fra entréen. Farsen var væk, tilbage lå en hel tallerken, en tom plastbakke og lidt film. Lerfadet lå i stykker sammen med rester af stearinlys og mandariner. Og midt i det hele stod en logrende, kropsvridende hvalp, der bare var SÅ glad for at se mig – og nok også for at komme ud af entréen.


Efter en snak med dyrlægen om en proteinfyldt hvalpemave, der skulle springe et par måltider over, kunne jeg læne mig tilbage og glæde mig over alle de sko og støvler, der overlevede den dag.
Lærdommen
- Hold køkkenbordet ryddeligt.
- Sæt frossen mad til optøning langt væk fra nysgerrige snuder.
- Lås de indvendige døre, hvor det er nødvendigt.
- Ring til dyrlægen, hvis hvalpen har fået noget, den ikke burde.
Som menneske holdes man i ave og tvinges til at være mere forudseende – og det er vist ikke så skidt endda.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2008, side 21–22. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
