Faruk & Argos – Alexandras dejlige Ridgebacks

Fotos og fortælling af Alexandra Nielsen

Her er en lille fortælling om mine to dejlige Ridgebacks, Faruk og Argos. Måske er det ikke noget for dig – men så spring det over.

Faruk og Argos
Foto fra RIDGEBACKEN nr. 2/2018

Faruk bliver 3 år til maj. Jeg hentede ham i Finland, men han er født i Ukraine. Han var som alle ridgebackhvalpe aldeles bedårende og opførte sig eksemplarisk under flyveturen hjem. Han sad i en lille taske på sædet sammen med mig. Der var ingen problemer med at få ham ind i landet. Det største problem for os var, at han ikke måtte veje mere end 8 kg for at kunne komme med i kabinen. Men det gik – han vejede 7,9 kg.

Det viste sig desværre efter nogen tid, at han havde et tandproblem. Han kom ned til hundetandlæge Jens Ruhnau, der hurtigt fortalte, hvad jeg jo godt kunne se, nemlig at lille Faruk havde et kæmpe underbid. Vi fik en tid ugen efter. Faruk blev lagt i narkose, og der blev taget MANGE røntgenbilleder. Det var betryggende at være der selv. Undervejs fortalte de, hvad diagnosen var: Faruk havde fået et traume som spæd – måske var han blevet klemt, måske havde moderen flyttet ham og var kommet til at klemme ham. Konklusionen var, at det ikke var medfødt. Det blev til en lang operation. Alt gik godt, og det lægede hurtigt. Efterfølgende er vi til kontrol en gang om året. Heldigvis ser alt fint ud.

Han er blevet den dejligste, blideste, bedste ven, man kan forestille sig. Hans korte snude er jo noget atypisk, men det er kun en charme. Han har budt min lille nye ridgeback, Argos, velkommen på den mest kærlige måde.

Argos kommer fra den samme kennel som Faruk og blev ligeledes hentet i Finland og fløj i den samme lille sorte taske som Faruk. Min lille Argos er en rigtig lille gavtyv. Jeg glæder mig til at se, om han udvikler det samme gode temperament som Faruk, men nu, hvor han er 9 måneder, ser alt lovende ud. Han har dog en stor fejl: Han jager høns! Men det er et problem, vi arbejder på.

Svømning, balance og rally

Begge hunde har lært at svømme i Frederikssund Hundecenter. Engang troede jeg, at alle hunde kunne svømme, men det er min erfaring, at det ikke er tilfældet. Derfor har de, på trods af at de ikke kan lide vandet, gået til svømning. Da det jo også er godt for deres muskler, er det kun en gevinst mere.

Faruk gik til det, jeg kalder hundepilates, hos Hund i Balance. Da Argos kom til huset en torsdag, var han med til balancetræning om mandagen. Det styrker muskler og balance, specielt de indre muskler – og så er det sjovt. Det er utroligt, som ens store hund kan holde balancen på bolde. Den lærer også at arbejde med benene – ikke kun forbenene, men også bagbenene. Argos kom med på holdet med det samme, og det har givet ham en frygtløs tilgang til rigtig mange ting. Det er en træningsform, jeg er meget begejstret for og absolut vil anbefale.

Drengene går til rally hos NordHund. Vi er så heldige med vores hold; det er altid så hyggeligt og sjovt, og så lærer vi også noget. Det sidste nye er, at vi er startet så småt med Nose Work. Spændende – og de er glade for det. Lydighed træner vi også, og her bliver der taget hensyn til den enkelte hund og trænet ud fra dens niveau. Jeg havde helt mistet lysten til træning, men den er vendt tilbage. Lydighedskonkurrencer bliver det nok ikke til – men vi hygger os.

Spor i skoven

Jeg har været meget glad for at gå spor med alle mine hunde, men det er ikke blevet til så meget de sidste par år; faktisk har Argos ikke gået sit første spor endnu. Vi er nemlig så heldige, at vi nu bor i en gammel skovløberbolig midt i skoven. Så mulighederne er der – men der er altid dårlige undskyldninger. Det tager så lang tid med alle de spor, der skal planlægges, blod der skal skaffes osv. Men når så det hele er på plads, og man står der med sin hund og skal starte, så er det så dejligt. At se sin gode ven gøre det, han er bedst til, nemlig at gå spor – det er en glæde uden lige.

Det er vel sådan, når vi lever sammen med Ridgebacks, at det bliver lidt en livsstil. Vi bliver vel en del af flokken. Og det er jo slet ikke så værst.

Er der noget så dejligt som at se en ridgeback foran brændeovnen eller i en varm solstråle? Det er altid dejligt at gå ture med dem. Glade og fulde af liv hopper og springer de omkring – måske kan de lige lugte, at Mikkel Ræv har været der.

Hvis du har fundet lidt glæde ved at læse om vores hverdag, er det dejligt. Der er mange andre, der har det på samme måde – derfor: Skriv lidt om, hvad du laver med din Ridgeback! Måske tager du til udlandet og udstiller, måske har I været på ferie sammen. Der er rigtig mange muligheder.

Glade hilsner fra Argos, Faruk og Alexandra

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 2/2018, side 8–9. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN