Ridgeback i politihundeforening – Sofus’ debut

Af Mette Vejen

For præcis et år siden blev jeg den lykkelige ejer af en Rhodesian Ridgeback. Jeg havde hverken planer om lydighed, brugsarbejde, spor eller udstilling – men hold fast, hvor har der åbnet sig en ny verden.

Jeg har mødt skepsis fra mange sider – opdrættere, andre Ridgeback-ejere og medlemmer af politihundeforeninger. Det er rigtigt, at en Ridgeback ikke er en politihund. Men jeg besluttede, at det skulle prøves, og meldte min hund til hvalpetræning i den nærmeste politihundeforening, da han var fire måneder.

Fordommene

• ”En Ridgeback dur ikke til lydighed – den er for dum” (eller for klog, alt efter hvem man spørger).
• ”En Ridgeback kan ikke give hals.”
• ”Man kan ikke træne bid med en Ridgeback.”

Alt sammen er et spørgsmål om holdning og en ihærdig træningsindsats.

Første prøve

Som étårig bestod Sofus (Isilwane Inja Chumi) og jeg den første lydighedsprøve i politihundeforeningen – kun 0,2 point fra førstepladsen blandt ti hunde, bl.a. rottweilere og schæfere, med 31,8 af 35 mulige point. Halsgivningen bestod vi tæt på ”udmærket godt”, selvom han fire måneder forinden ikke kunne sige et kvæk.

Det ypperste, man kan opnå i politihundeforeningen, er en kåring, som kræver helt sikkert bidarbejde. I 2005 havde én Ridgeback opnået det. Mit mål var at blive nummer to – naivt måske, men ingen skal kunne sige, at vi ikke forsøgte. Programmet foregår meget i skovterræn, og engagementet og hjælpsomheden fra instruktører og medlemmer var helt enestående.

I kan kun overraske positivt – der er sjældent store forventninger til vores race.

Jeg håber, at nogle vil tænke sig om, før de ytrer deres manglende tro på racen over for førstegangsejere – og måske overveje at starte i en politihundeforening med den næste hvalp.