Lad mig starte med at sige, at historien ender godt. Men det var en slem omgang.
Vi har to Ridgebacks: hannen Paji på 7½ år, som havde været kastreret i mere end fem år, og tæven Athena på knap 2½. Til daglig er de bedste venner. Når hun er i løbetid, synes han, hun er interessant på en anden måde, og hun får nogle små ”humpeture”, som vi altid har betragtet som harmløse. Hun ryster ham hurtigt af sig.
En torsdag i august
Sidst i Athenas tredje løbetid, da hun ikke længere var højløbsk, legede de tagfat i haven. Pludselig stod han og holdt om hende som ved en rigtig parring. Hun rev sig løs, satte sig og slikkede sig – det havde gjort ondt. Kort efter kunne jeg se, at hun blødte kraftigt.
Knap en time efter uheldet var vi hos dyrlægen. Forsøg på at stoppe blødningen virkede ikke; hun havde fået en stor rift i slimhinden og måtte opereres. Dyrlægen gjorde klart, at det ikke var sikkert, hun klarede den – og hun havde desværre spist, fordi jeg havde lokket hende til mig med mad.
Ingen plasma i Danmark
Mens hun blev opereret, begyndte jagten på blodplasma. Der var ikke mere at få i Danmark den nat. Til sidst lykkedes det at finde plasma på et dyrehospital i Helsingborg, som blev sendt med færgen til Helsingør. Klokken fire om natten fik Athena endelig plasma fra en svensk golden retriever. Operationen lykkedes, og 14 dage senere sprang hun rundt, som om intet var sket.
Det skal du vide
- Også en kastreret han kan gennemføre en parring – og det kan give alvorlige skader hos tæven.
- Hold kastrerede hanner og tæver i løbetid adskilt, også når tæven ikke længere er højløbsk.
- Lok ikke en tilskadekommen hund til dig med mad – hun kan få brug for bedøvelse.
- Kend din nærmeste døgnåbne dyreklinik, før uheldet er ude.
Jeg var meget ked af min egen uvidenhed om, at noget sådant kunne ske. Fortæl historien videre til folk med kastrerede hanhunde.
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 4/2006, side 8–9. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN