På vandreferie i Dolomitterne med Imani og Barika

Vores tre hunde fylder meget i hverdagen, og på skiferierne har vi tit talt om, at Dolomitterne må være et paradis for hunde. Da vores datter ønskede at gense vintersportsstedet om sommeren, planlagde vi ferien efter både familien og hundene.

Vi blev hurtigt enige om, at tre hunde måtte skæres ned til to. Det er en lang køretur, og hundene skulle have ordentlig plads i bilen. Zola, den ældste, kom derfor på forkælelsesferie i Nordsjælland, mens Imani og Barika tog med sydpå.

Færge, rasteplads og gondol

Vi kørte tidligt om morgenen for at undgå den værste varme. Barika tog færgeturen med ophøjet ro, mens Imani var lidt skeptisk ved sin første færgetur – men begge endte med at nyde de beundrende blikke, klappene og brødkrummerne på gulvet. Gennem Tyskland holdt vi pause cirka hver tredje time, og vi overnattede ved Nürnberg med en lang tur i en skyggefuld park.

Næste dag tog vi gondolen fra St. Christina op til Col Raiser i godt 2.100 meters højde, så vi kunne lægge ud med ”kun” at gå nedad. Barika jokkede ind i gondolen, som om hun aldrig havde lavet andet. Imani studerede den underlige tingest lidt længere, men fulgte så efter.

I dalen var der omkring 36 grader, men heldigvis køligere på toppen. På en bjergrestaurant fik hundene straks frisk vand – og den eneste udfordring var nogle fritgående geder, der fik jagtgenet til at tænde, så det massive træbord, hundene var bundet til, næsten væltede.

Otte timer om dagen

De næste fire dage vandrede vi cirka otte timer om dagen på godt afmærkede ruter uden asfalt, så vi ikke skulle bekymre os om brændte poter. Hundene gik mest i flexline, men fik lov at løbe frit, når der hverken var vandrere eller mountainbikes i sigte. Ind imellem tog vi dem i snor, selvom der var mennesketomt – for når jagtlysten tog over, skånede de ikke sig selv.

Hver aften og morgen fik begge hunde en let massage af de store muskelgrupper, og trædepuderne blev smurt ind og tjekket for revner. Vi har altid påstået, at man ikke kan køre en slank Ridgeback i god form træt. Den påstand må vi trække tilbage: Efter fire dage havde vi to hunde, der sov, hvor lejligheden bød sig.

Bodensee – og gode råd

Turen fortsatte til Bregenz ved Bodensee. I byen er der asfalt, så i de varmeste timer blev hundene på hotellet. Resten af tiden var de med overalt – på restauranter, til minigolf og på bådture – og i både Italien og Østrig kom vi let i snak med lokale og andre rejsende, som var begejstrede for hundenes udseende og rolige gemyt.

Det bedste var at mærke båndet mellem os og hundene blive endnu tættere – at se Barika gå forrest med stoisk ro og vise vejen, og Imani modnes og kaste sig tillidsfuldt ud i nye situationer. Det bliver ikke sidste gang, vi tager på vandreferie med hundene.