Hunde i bilen – sådan sikrer du din Ridgeback

Af Erik Kristensen

Rigtig mange hunde elsker at komme med, når familien skal ud at køre – heldigvis, for en hund, der er bange for at køre bil, er en prøvelse for alle.

Vi kender alle de gængse advarsler: ingen hund i en parkeret bil, når det er varmt eller der er udsigt til sol; ingen hund med hovedet ud ad vinduet, fordi det øger risikoen for skader; og pas på, at hunden ikke springer ud i trafikken, når du lukker den ud. Men der er mere at tænke på.

Kræfterne ved en kollision

FDM’s blad Motor omtalte en række kollisionstest, som den schweiziske bilklub TCS havde lavet med en ”dummy”-hund på 25 kg og forskellige hundebure. Kræfterne er skræmmende: En løs hund på 30 kg i en kollision ved 50 km/t flyver gennem bilen med en vægt svarende til ca. 740 kg. Ved 90 km/t svarer det til ca. 2.300 kg.

De fleste bure havde svært ved at klare testen – selv ved de kraftige revnede sidebeklædningen. Ved undvigemanøvrer flyver burene rundt, hvis de ikke er spændt fast efter forskrifterne, og selv korrekt monterede bure fik revner i siderne.

Ridgeback i bilen
Foto fra RIDGEBACKEN nr. 2/2013

Testens anbefalinger

  • Hunde over 16 kg bør kun transporteres i bagagerummet.
  • Metalbure er de sikreste.
  • Bagsædepassagererne er bedst beskyttet, når buret står helt op ad ryglænet.
  • Bagsædet bliver mere stabilt, hvis du spænder sikkerhedsselerne, også når ingen sidder der.
  • Intet bur var i sig selv stærkt nok til at holde hunden inde – derfor skal buret stå i ”læ” af bagsædet.
  • Buret skal være spændt godt fast efter forskrifterne for at klare undvigemanøvrer.

Er det på plads, vil hunden ikke kunne skade passagererne – men hundens egen skæbne er desværre uvis. Så også i bilen er det op til ejeren at passe godt på sin hund.

Reglerne for transport af hunde er forskellige fra land til land, så undersøg dem, før du tager på bilferie med din hund. Husk dine forholdsregler, når du pakker bilen – så bliver turen langt mere sikker. God tur til dig og dine firbenede.

Artiklen er fra 2013. Tjek de gældende regler for transport af hunde, før du kører.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 2/2013, side 20. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN