På skitur i Sverige med Embo

Af Alexandra Claudius Nielsen

En uimodståelig duft af kaffe når min næse, selvom den er gemt langt nede i soveposen. Det er koldt, sidst i marts 2003, og jeg ligger i mit telt. Udenfor er det stadig mørkt, men jeg kan skimte skæret fra et bål. Ved siden af mig rører en firkantet hundesovepose på sig: først en sort snude, så to dejlige øjne. Embo og jeg er på skitur i Sverige.

Vi havde gået spor – såkaldt Nordisk Spor – sammen med fire svenskere og deres hunde. De havde omtalt deres årlige skitur som noget helt fantastisk, og pludselig blev Embo inviteret med. Så måtte jeg jo også med.

De andre havde ”labbere” og ”børster”; Embo var den eneste Ridgeback. Han har fået mange morsomme bemærkninger – eftertænksom, langsom, stædig – men det er altid ham, der bliver den afgørende faktor i konkurrencerne. Vi kommer altid tilbage med alle sporgenstandene og høster mange point, selvom vi ikke har den hurtigste tid.

Forberedelserne

Hjemme i Danmark var jeg nervøs for, om Embo kunne klare kulden, og om hans poter kunne holde til den frosne sne. Mit dårlige knæ var en mindre detalje. Jeg købte dækken og ”sko” til ham, en sovepose fra USA og bæretasker fra Tyskland, så han selv kunne bære sin forplejning. Fra en producent af slædehundefoder fik jeg råd om et foder med meget fedt til turen.

Fire dage i sol

Vi startede og sluttede i Mora, med sol fra en skyfri himmel og ingen vind alle fire dage. Svenskerne havde gået turen mange gange og havde det hele planlagt: Traktørsteder var varslet om frokost, og aftensmaden var gjort klar til at lave over bål. Jeg lærte mange svenske retter at kende – røget rensdyr blev en livret, mens jeg stadig ikke ved, om jeg kan lide surströmming.

Mens vi spiste frokost, blev hundene passet på særlige pladser med varmt, tørt halm og vand – det er almindeligt at have hunden med på skitur deroppe. Når vi kom for at hente dem, kunne man næsten høre dem snorke på afstand. Ved pauserne tog jeg taskerne af Embo og gav ham det varme dækken på, og så lå han på et vandafvisende tæppe i solen. En rigtig herre!

Jeg så efter hans poter ved hver pause, men de virkede aldrig slidte. Der kunne være is mellem trædepuderne, men det gav ingen problemer, så sokkerne kom aldrig i brug. Han var faktisk den eneste hund, der ikke fik poteproblemer.

Når Embo travede ved siden af mig og så op på mig, fornemmede jeg næsten, at han sagde: ”Det her kan jeg godt lide.”

Om aftenen ved bålet

Når vi nåede lejrpladsen, tog jeg først Embos tasker af, tørrede ham og gav ham dækken på. Teltet blev slået op i en fart, soveposerne lagt ud, og så lå han og ventede på lyden af mad i skålen. En efter en gik hundene til ro, og vi andre fortalte de løgne- og røverhistorier, et bål fremmaner.

De andre havde grinet lidt af alle mine forberedelser og kaldt mig nybegynder. Men da vi kom tilbage til Mora, var Embo den hund, der absolut var i bedst form – han havde ikke tabt sig. Vi nåede to ture, før mit knæ sagde stop. Jeg kan varmt anbefale at have sin Ridgeback med på tur – og ikke kun skitur. De elsker det, og en velopdragen Ridgeback er en nem hund at rejse med.