En Ridgeback og en baby

Af Karina Green

Da vi besluttede, at Foenix – vores 4-årige Ridgeback-han – skulle være storebror til en menneskebaby, begyndte jeg at tænke over, hvordan vi bedst kunne gøre den store omvæltning god for ham.

Tid til forberedelse

Det skal nok lige siges, at Foenix var et rigtigt enebarn og ”en anelse” forkælet. Han var nok også overstimuleret, for jeg brugte det meste af min fritid på at træne og aktivere ham. Så jeg tænkte, at det ville være sundt for os begge, at han fik én at dele min opmærksomhed med – og at en træningspause omkring fødslen ville gøre ham godt.

Når vi købte babyting, stillede vi dem på gulvet i stuen, hvor vi opholder os mest, så Foenix kunne lugte til dem og vænne sig til dem. Han var interesseret, når tingene lige kom hjem, men ret hurtigt var de bare ”noget, der var der”. Selv legetæpper og bamser nøjedes han med at snuse til. Han forstod godt, at det ikke var til ham – uden at han nogensinde fik et ”nej”.

Til selve fødslen havde vi en aftale med ejerne af Foenix’ bror, der bor tæt på, og hvor han er vant til at blive passet. Det gik heldigvis hurtigt: Jeg var kun indlagt halvandet døgn, og min mands lillebror og kæreste passede Foenix derhjemme.

Velkommen hjem

Da vi kom hjem fra sygehuset, havde Foenix mest travlt med at hilse på mig og lugte til mig. Han kunne tydeligvis lugte, at der var sket noget. Så snusede han til Theo, der sov i autostolen, men hurtigt skulle han ”kysse med mor” igen. Jeg var heldigvis frisk, så mens den lille sov, gik Foenix og jeg en halv time i skoven. Det var vist den bedste gåtur, vi længe havde haft.

Et nyt flokmedlem

Den første uges tid var Foenix ret ligeglad med Theo. Han syntes dog, at Theo larmede, når han græd, og gik nogle gange ind i et andet rum – det gjorde han også før, når vi havde gæster, eller fjernsynet larmede. Efter en uge var det, som om han havde fundet ud af, at Theo var en del af flokken. Når jeg ammede, kom han og puttede, og når vi havde været ude uden ham, var han tydeligvis også glad for at se Theo igen. Er vi andre steder, holder han sig nu tæt til Theo og mig.

Efter en uge var det, som om Foenix havde fundet ud af, at Theo nu var en del af flokken.

Tilbage til hverdagen

Selvom Foenix skulle have en lang træningspause, gik der kun en uge, før jeg så småt begyndte at træne igen. Jeg anskaffede en træningsdagbog, så jeg kunne tjekke den, hvis jeg fik dårlig samvittighed over ikke at lave nok med ham – hvilket endnu ikke har været et problem. Foenix er bedst til korte træningspas, og dem kan jeg næsten altid passe ind, mens Theo sover, eller min mand passer ham. Mine forældre har også hjulpet en del.

Halvanden uge efter fødslen var jeg tilbage på mit rallyhold, og tre uger efter var jeg til rallyprøve. Det kræver, at man er god til at pakke og planlægge, har en hjælpsom familie – og en baby, der trives lige så godt ude som hjemme.