Kennel Thukela og det første kuld

Af Dorte Alsing Øtoft. Fotos: Torben Alsing Øtoft

Beslutningen om at opdrætte et kuld hvalpe kom snigende ind i familien, greb om sig som en hvirvelvind og er i dag blevet en fælles interesse.

Planlægning og forberedelse

Vi var fra begyndelsen enige om, at der hviler et stort ansvar på opdrætteres skuldre. Der skal gøres mange praktiske overvejelser, og der skal afsættes masser af tid – i vores tilfælde ferie og frikøb fra arbejdet. Vi tog Dansk Kennel Klubs opdrætter- og hundeholderuddannelse for at være bedst muligt rustet.

I modsætning til at få børn kræver en kennelgodkendelse et kennelbesøg uden anmærkninger. Kennelkontakten vejledte os i store og små ting, hvilket bl.a. betød, at vinduer og dørkarme er forholdsvis intakte trods et kuld skarpe hvalpetænder. Der skulle også laves en oplysende hjemmeside – heller ikke noget, vi gjorde, da vi fik børn.

Så fulgte progesterontest, parring, scanning og røntgen, og vi glædede os over at kunne mærke de små hvalpe sparke i Zolas mave. Hele familien studerede bøger og blade for at skabe et udviklende miljø, og Anna og Oskar designede en legeplads med balancebom, vippe, bevægelige platforme og forskelligt underlag, som satte os alle i sving med hammer og sav.

A-kuldet kommer til verden – midt i Sankt Hans

Den 23. juni 2012 var der gået 61 dage siden første parring. Vi havde inviteret gæster til Sankt Hans og advaret dem om, at vi måtte aflyse, hvis Zola viste tegn på fødsel. Om morgenen var hendes temperatur faldet til 38 grader – en halv grad lavere end ugen før. Vi studerede bøgerne for 120. gang og overbeviste os selv om, at fødslen nok ikke gik i gang det næste døgn.

Gæsterne kom, børnene legede i haven, og de voksne nød en øl, mens Zola lå på sin pude med ophøjet ro. Pludselig rejste hun sig, skød ryg, gav et piv fra sig og søgte ned i Annas prinsesseseng. Jeg fulgte efter, og kort efter var den første hvalp født. Selvom jeg et øjeblik var helt paf, fik jeg fremstammet, at Zola var i gang. Vi ringede efter Alexandra, ejer af faren Uncas, og i løbet af 50 minutter var de første syv hvalpe født.

Vi sad dybt fascinerede over, at Zola klarede sin fødselsdebut med den største selvfølgelighed i et hus fyldt med gæster. Efter en time flyttede vi flokken ind i den tørre, varme fødekasse, hvor de sidste to hvalpe kom til verden. Vi kunne bare sidde med en iskold øl og nyde synet. Gæsterne måtte nøjes med brændt flæsk, udkogte kartofler og persillesovs – men fik, ligesom os, en oplevelse for livet.

Hvalpe i hvalpekassen
Foto: Torben Alsing Øtoft

Så fulgte en dejlig hvalpetid med hvalpehygge, rengøring, fodring, socialisering, kaffe til hvalpekøbere og venner, dyrlægebesøg, hvalpemapper og opdatering af hjemmesiden. Familien er enig om, at det var en enestående oplevelse.

Tak til klubbens sinustjekkere og alle, der har hjulpet og vejledt – og en særlig tak til Jo-Ann fra Kennel Kuzonga’s, som blev vores mentor. Bekymringerne var der: Hvordan går fødslen? Opdager vi det, hvis Zola får brug for kejsersnit? Kan vi sælge hvalpene? Men de opvejes af alle oplevelserne – og ikke mindst duften af hvalp.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 4/2013, side 18–19. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN