Bidt af en gal udstillingshund

Af Nanna Svendsen

Hundeudstillinger – et ord, der for mange klinger lidt af kongepuddel og hysteriske hundeejere og giver indtryk af en lukket verden. Selv for en inkarneret hundeperson som mig havde tanken en lettere afskrækkende virkning. Lige indtil jeg troppede op til RR-klubbens udstilling i St. Merløse-hallen en weekend i 2009.

Min første Ridgeback er en han uden ridge, som vi købte som familiehund. Efter at være faldet pladask for racen meldte trangen til nummer to sig hurtigt, og tankerne gik på nye aktiviteter, der kunne udfordre både hund og ejer – helst sammen med andre Ridgeback-entusiaster. Kennelen, hvor jeg har købt mine hunde, er meget aktiv på udstillinger, så det var naturligt at koble mig på.

Ud over en masse fantastiske oplevelser med fantastiske mennesker og hunde bliver man hurtigt en del af et uvurderligt fællesskab af tossede hundeelskere, der mødes flere gange om måneden i ind- og udland. Som udstiller bruger man forfærdelig mange penge og timer på at sidde på en stol og kigge på hunde, der løber rundt i ring – for så selv at strække arme, ben og ryg i få minutter og vise sin hund fra dens allerbedste side. Men det er det hele værd.

Et af succeskriterierne for at gå på udstilling med sin hund er samarbejde.

Udstillinger har skabt et endnu stærkere bånd mellem mine hunde og mig. Som med al anden sport kommer man ikke sovende til det, og jeg har brugt meget tid i ”træningslokalet” med mine to Ridgeback-piger på 2 og 5 år. Det har gjort os til det sammentømrede team, vi er i dag – både i og uden for ringen.

Ridgeback på udstilling
Foto: Benny Fischer

Kom godt i gang

  • Hæft dig på de rutinerede. Lær reglerne og rutinerne at kende. I RR-klubben er der altid nogen, der gerne vil hjælpe – mød op til en udstilling og sug til dig.
  • Gå til ringtræning hos DKK eller din lokale hundeskole.
  • Start med et skue. DKK holder uofficielle udstillinger flere gange om året, hvor resultaterne ikke registreres i stambogen. Dommerne er ofte gode til at uddybe deres kritikker og give råd. Også ved RR-udstillinger svarer dommerne som regel gerne på spørgsmål bagefter.
  • Udstillingsline: Prøv dig frem, eller lån en til den første udstilling. Hvad der passer bedst, afhænger af hunden – og af dig som fremviser.
  • Gode sko: Det er vigtigt, at du selv har det godt i ringen. Klemte, glatte sko kan hurtigt ødelægge det. Udstråler du selvtillid og velbehag, gør din hund det også.
  • Et trygt sted: Mange tager et bur med, så hunden kan hvile til det er dens tur. Et tæppe eller en pude kan også gøre det, men husk, at hunden kan blive overvældet af indtryk og lyde.

Uanset hvordan du griber din første udstilling an, kan jeg kun anbefale at prøve. Det vigtigste er, at det skal gøres af lyst – lyst til samarbejde med din hund og til hyggeligt samvær med andre Ridgeback-tosser. God fornøjelse – vi ses i ringen!

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2014, side 26. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN