Athena fylder 10 – prinsessen med de to hofdamer

Af Helene Cortsen

For 10 år siden havde vi haft Ridgeback i fem år – Paji fra Kennel Kinyemi – og nu syntes vi, han skulle have en legekammerat.

Vi blev skrevet op til en tævehvalp fra hans kuldsøster A’fora, som blev parret med sæd fra Great Gatsby i USA, men uheldigvis gik hun tom. Samme forår blev der født flere kuld i USA med Gatsby som far, så hans ejere foreslog, at Nada Nikolic rejste over og selv kiggede en hvalp ud. Der var ikke plads til flere i kennelen på Amager, så Nada tænkte på os: ”Hvad siger I til en delehund?” Tæven skulle være vores familiehund, og Nada skulle bare ”låne” hende til udstillinger og avl, hvis hun viste sig egnet. Det lød spændende – især muligheden for hvalpe. Udstillinger sagde mig ikke ret meget … på det tidspunkt.

Det er mig eller hende!

Vi hentede Athena i lufthavnen, 13 uger gammel – det blødeste, kærligste lille væsen, og vi faldt pladask. Det gjaldt dog ikke hanhunden derhjemme. Da det gik op for Paji, at hun skulle blive, sad han nærmest plantet foran hoveddøren i et par uger: Det er mig eller hende! Han overgav sig dog og blev meget glad for hende.

Allerede en uge efter skulle hun vises frem på RR-dagen, og den første gang måtte jeg hellere tage med. Dér startede prinsessens karriere – i en smuk fynsk slotspark på en solskinsdag, omgivet af beundrere. Hun løb fint og fik det rigtige bånd.

Hjemme i Holte gik turen til hundeskoven hver dag, og vi nød at se de to løbe og lege tagfat – men undgik helst madpakketidspunkterne. Hvad siger man til en skovtursfamilie, når ens hund stjæler hele rugbrødet og forsvinder ind i skoven? Athenas far, Gatsby, var også madtyv, så måske er det genetisk – men fra Paji lærte hun også tricktyveri.

Athena
Athena. Foto: Nada Nikolic

Hjem med en champion – og et nyt hus

Rejsevant blev hun hurtigt, for vi blev faste passagerer i Kinyemi-bilen på ture til udstillinger i hele landet. I 2006 havde Nada bestilt færge, overnatning og en vigtig udstilling på Bornholm – og så kunne en dum detalje som overtagelsesdatoen for vores nye hus ikke stå i vejen. Athena og jeg tog af sted, mens Ole overtog huset og gik i gang med hegnet omkring den lille tønde land. Den arbejdsdeling var vi ikke helt enige om, men vi kom hjem med en ny Dansk Champion.

To hofdamer og tre kuld

Næste forår var vi klar til at lægge hus til hvalpe, og nu viste det sig for alvor nyttigt, at prinsessen havde to hofdamer. Hun var en kærlig, dygtig mor, der vaskede og fodrede på livet løs – men oprydning i hvalpekassen måtte hofdamerne stå for, og skete det ikke straks, kunne hun se meget sigende på os og bede om det med en lille lyd. Der var treholdsskift i starten, hvor Anders, Nada og jeg deltes om at passe de 11 små, lave sutteflasker og tage imod hvalpekøbere.

Det er blevet til tre kuld – 11, 3 og 11 hvalpe – hvoraf vi selv har to. De andre 23 har det godt og er højt elskede, også de tre, der kom til USA og Tjekkiet. I februar sad jeg i mit eget køkken og holdt vejret foran live-streamingen fra Westminster Show – for Icon, en af de hvalpe vi havde sendt til New York to år tidligere, var med i finalen!

Det har været – og er stadig – lidt af et eventyr for mig.

Det er blevet til mange officielle udstillinger og hyggelige skuer med hvalpene – og avlsklassen har gjort mig særlig glad og stolt, når det lykkedes at stille et hold. En stor tak for tålmodigheden til alle de udstillere, der gennem tiden har måttet lægge øre til Athenas hylen. Hun er en meget vokal dame og vil helst være i første række.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 2/2014, side 26. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN