På udstillinger er vi vant til, at dommeren tjekker hundenes bid og tænder. Det er dog sjældent, at dommeren kommenterer, hvordan tænderne er holdt.
Ved Ridgeback-specialen 2023 skete netop det. Dommeren var optaget af, at et par af tæverne havde meget velholdte tænder, og fortalte, at hun alt for ofte oplevede hunde med tænder, der tydeligvis ikke blev passet. Jeg gør mig umage med at holde mine hundes tænder, og jeg blev helt stolt over, at det blev bemærket.
Jeg betragter mig selv som heldig, at alle mine hunde er blevet gamle uden problemer med paradentose eller andre tandsygdomme. Men måske skal det ikke underkendes, at jeg holder et simpelt, men regelmæssigt ”tandplejeprogram” gennem hele hundens liv. Genetik er nok den største faktor for tandsundhed, men den kan vi ikke påvirke i den levende hund. Er din hund genetisk disponeret for tandsygdomme, er det bare endnu vigtigere at holde en fast rutine. Der er heldigvis tre ting, vi som ejere kan påvirke: foder, tandpleje og at hunden bruger tænder, gummer og kæber til deres formål.
Foder
Jeg har ingen ”religiøs” overbevisning om, hvilken type foder man bør fodre med – tørfoder, hjemmelavet eller råt foder. Det, der gør en forskel, er, om foderet er korrekt afbalanceret til hundens behov og indeholder kvalitetsingredienser. Som med alt andet i kroppen afhænger tandsundheden af den næring, der er tilgængelig.
Jeg vil driste mig til at påstå, at du aldrig bør forvente, at tandsundheden kan opretholdes med foder eller tyggeting, der anprises som tandrensende. Intet kan mirakuløst fjerne tandsten, bare fordi hunden tygger på det – heller ikke rå kødben, selvom de har andre fordele. Og så giver jeg aldrig mine hunde slik og kage. Sukker nedbryder emaljen, og de færreste hunde får børstet tænder hver aften.
Lad hunden tygge
Jeg er overbevist om, at vores hunde har gavn af at bruge tænder, gummer og kæber til det, de er bygget til: at tygge, flå og knuse, så kæbemuskler og tandkød holdes i form og har god blodtilførsel. Flere gange om ugen får mine hunde rå kødben og tørrede, naturlige tyggeting. Med store, stærke hunde leder jeg efter ting, der er store og solide nok til at give reel tyggetid – men jeg undgår ben, der er så hårde, at tænderne kan knække. En ekstra fordel er, at tygning udløser afslappende hormoner.
Min tandplejerutine
Selv en hund med sunde tænder fra naturens hånd har hjørner og kroge, der sætter tandsten, og den kan stadig knække eller flække tænder. Derfor består min rutine af:
- Hver uge: et visuelt tjek af alle tænder, samtidig med at jeg klipper negle og børster pels. Ofte fjerner jeg bare snavs og begyndende plak med fingrene. Jeg ser efter, at alle tænder er hele og normalt farvede, og at tandkødet er lyserødt og ligger fast til tænderne.
- Cirka en gang om måneden: en grundig rens med en fingerbørste. Hver tand får en tur, og jeg er særligt grundig ved de bagerste kindtænder og de små præmolarer, som tungen gerne lægger sig hen over. Det vigtigste er at få fjernet plak i overgangen mellem tand og tandkød.
- Ved behov: plak, som fingerbørsten ikke kan fjerne, tager jeg forsigtigt med en tandskraber.
I en perfekt verden burde jeg børste mine hundes tænder hver dag. Men rutinen har virket godt for mig indtil nu, så jeg har besluttet, at det må være godt nok.
Mine bedste råd til tandpleje
- Vænn hunden til at få ordnet tænder, allerede fra den er hvalp. Ligesom med negleklip handler det om at træne rutiner med masser af positiv forstærkning.
- Gør det til en ugentlig begivenhed sammen med negleklip, børstning og husrengøring.
- Brug en pandelampe, så du har godt lys og begge hænder fri.
- Brug en fingerbørste i stedet for en tandbørste – den giver bedre adgang til og fornemmelse af hver tand.
God fornøjelse!
Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 1/2024, side 22–23. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN
