Avlshunde 10+ år: Ida

Af Kennel Lewanika

Sidst på dagen den 26. januar 2013 blev Ida født i mine hænder. Hun var den første tæve efter fem hanner, og jeg kunne begynde at drømme om, at hun mon skulle blive min.

RBM DKVECH KLBVECH KIMBVV21 AARHVV22 BERIVV22 EUCVW23 Lewanika Idanayi fik fluks det flotteste pinke bånd om halsen, og hun lyste op mellem de andre. Håbet om, at kuldet skulle give mig en ny makker og måske en avlstæve, havde levet længe. Faktisk havde jeg drømt om kombinationen af min egen skøre, sjove Sammy (Lewanika Dumisani) og Rod (Inanda Mellberg Edelrood), lige siden jeg mødte ham på hans allerførste udstilling i Stepping i 2007.

Det tog tid, før Rods ejer, Elisabeth Svendsen, og jeg blev enige om, at det skulle være nu, så først i efteråret 2012 mødtes Rod og Sammy til en dejlig gåtur i den efterårsklædte Rold Skov. Der kom 8 hvalpe ud af mødet, heraf tre tæver – men det var den førstefødte med det pinke halsbånd, der havde mit hjerte. (”Frk. Rød”, som ankom seks timer efter, at jeg troede, fødslen var færdig, blev til Sazana, som i sit kærlige hjem hos Kirja og Per ved Kennel Hekima også er blevet mor til et par dejlige kuld.)

Fra vildbasse til den blideste kammerat

Ida og jeg havde det sjovt. Siden min sidste hvalp i 2005 var der sket rigtig meget med hvalpe- og hundetræning: Væk var ”kæft, trit og retning” og vandring op og ned ad træningsbanen med hunden på plads – ind kom platformstræning, klikkertræning og positiv forstærkning. Og Ida trivedes med det.

Da hun var et år, brækkede jeg benet, og tiden på sofaen knyttede os endnu tættere. Jeg gruede for at vise den unge, aktive hund, at vi ikke kunne lave noget sammen, og at den mindste berøring gjorde ondt. Men hun fattede det intuitivt og gik fra at være en vildbasse til at være den blideste og mest forsigtige kammerat, jeg kunne ønske mig. Selv da krykkerne var væk, vidste hun godt, at hun skulle gå pænt … bortset fra når der kom vildt forbi – for jagtlysten fejler ingenting.

Tilbage på træningsbanen gik især rally fint, og Ida blev årets rally-begynderhund som treårig. I tiden efter ulykken var hendes fokus mere på at løbe ”pænt” end flot, og hun mistede noget af gejsten i udstillingsringen. Men gejsten kom igen, da hun kom i veteranklassen, og siden har hun danset sig igennem en imponerende række nye titler – altid med overskud og glæde.

Tre kuld og tre generationer

Mit håb om, at Ida kunne blive min nye avlstæve, blev indfriet så rigeligt. Hun er den første generation, hvor DNA-test for de arvelige sygdomme EOAD (døvhed) og JME (juvenil epilepsi) overhovedet var mulig, og at hun er ”clear”, gjorde det langt mere spændende at finde hanhunde til hendes kuld.

• 2017 med Mohagets Masai: 12 hvalpe, heriblandt den skønne brunsnudede datter Kukie, som jeg ikke kunne lade være med at beholde. Søsteren Kwasa-Kwasa flyttede nordpå til flokken hos Hekima.
• 2018 med Ikimba Jambo Mandela: 11 hvalpe, hvoraf tævehvalpen Safari flyttede til Louise og Kennel Mwaloni.
• 2020 med Villagedogs Our BelAmi: 13 hvalpe. Vi beholdt selv den elegante Lozi, og broren Bukami gik til BelAmis ejere, Poul og Nett.

Ida har ikke alene været en særdeles god mor og avlstæve – adskillige af hendes hvalpe er gået videre i avl. Det betyder, at 36 ejere har kunnet byde en Ida-hvalp velkommen, og yderligere 54 har fornøjelsen af et Ida-barnebarn. Det er rigtig mange familiemedlemmer i et lille land som Danmark – allerede i tredje generation.