Boo – den rejsende Ridgeback

Fortalt af Helle Lauridsen, Boos opdrætter

Historien om Buhali, i daglig tale ’Boo’, der har rejst til og boet i mange forskellige lande.

Boo
Boo. Foto fra RIDGEBACKEN nr. 2/2024

Boo – Buhali, Lewanika Mazazi – startede livet som en af 13 hvalpe i februar 2020. Hun fik farven rød og var altid nem at spotte – aktiv og energisk helt fra begyndelsen. Vi blev snart klar over, at hun nok skulle have en speciel familie, en familie med masser af energi for at matche hendes.

Og det fik hun i Freddy og Sue. De første år blev brugt på leg og senere løb på heden. Men i 2023 skulle Sue til Canada og tilbringe sommeren i en ungdomslejr med omkring 720 børn og voksne samt tre andre hunde og fire katte – og Boo skulle med, for det var alt for lang tid at undvære hinanden.

Det var ikke helt simpelt at få hende hele vejen til Canada, men med professionel pet handling-service gik turen uden problemer. Og sikke nogle oplevelser hun fik: Hun mødte bjørne og elge i de store skove i Algonquin Park. Boo var fascineret af de store dyr, især elgene var spændende, og hun fik indimellem skræmt en op på løbeturen. Ellers tilbragte hun sine dage med at jagte egern og jordegern og hyggede sig med lejrens deltagere.

Godt hjemme fra Canada fik Freddy et jobtilbud i Saudi-Arabien – men KUN hvis Boo måtte komme med. Og … må man overhovedet tage en hund med ind? Er der dyrlæger? Steder at købe foder? Må de leve et “normalt” liv? Der var meget, der skulle undersøges, og hele netværket blev sat i gang med at få information om det næsten lukkede lands forhold til store, aktive hunde.

Men alt tjekkede ud, og denne gang var rejsen helt uden problemer. Det tog kun 7 dage at få alle papirerne i orden, og både flyvetur og modtagelse gik helt glat.

Nu bor hun midt i ørkenen. Det tog lige en god uge at tilpasse sig varmen – men hun har nu lært at være aktiv tidligt om morgenen og efter solnedgang. Og at udnytte de lokale vandingsanlæg til et hyggeligt mudderbad. Firbenene og gekkoerne rundt om huset er spændende at jage, og når hun har vænnet sig helt til varmen, skal hun med ud at løbe i ørkenen. Sandet er køligt tidligt om morgenen og til at løbe på, og bliver det for varmt, har hun støvler med til at beskytte poterne.

Jeg glæder mig til flere billeder af hendes oplevelser.

Historien er fortalt af Helle Lauridsen, der er Boos opdrætter. Alle detaljer og fotos kommer fra Freddy og Sue, som er Boos menneskeforældre.

Fra klubbladet RIDGEBACKEN
Artiklen blev bragt i RIDGEBACKEN nr. 2/2024, side 13. Læs hele bladet (PDF) · Alle numre af RIDGEBACKEN