Simbas vej til schweissprøve

Af Margit Anna Brodam

Simba har altid brugt snuden. Da han var lille, så han ikke hjortene i Dyrehaven, selvom der var i hundredvis lige for næsen af ham – for han havde næsen i sporet. Det var derfor, tanken om at gå spor opstod. Jeg havde bare ingen idé om, hvordan jeg skulle få gang i det.

Simba er en hanhund på lige over 1 år og 11 måneder fra kennel ShaMia, og jeg hedder Margit, er 21 år gammel og studerende på DTU. Simba er min første hund, så vi opdager og lærer det hele sammen for første gang, og her vil jeg fortælle, hvordan vores oplevelser som nye i schweissregi har været.

Da Simba som 7 måneder gammel fik vokseværk i februar 2022, skulle jeg finde på aktiviteter, så han ikke løb for meget rundt, og da tænkte jeg igen på sportræningen. Jeg skrev til Rhodesian Ridgeback Klubben for at høre, om de kunne pege mig i retning af nogen, som underviste i schweisstræning eller kunne hjælpe Simba og mig i gang – og sådan fik jeg kontakt til Carsten Bruus Grøn.

Jeg fik en grundig beskrivelse af, hvordan jeg kunne starte op med lever i en nylonstrømpe, som jeg skulle trække i en lige linje, hvorefter Simba kunne gå sporet en halv time senere. Carsten fortalte mig godt nok, at dette ville skabe ”en motorvej af fært”, men jeg blev alligevel meget overrasket, da jeg tog Simba med ud til sit første spor: Han var helt oppe at køre, og da vi nåede hen til sporets start, spurtede han afsted, så jeg måtte løbe efter ham det meste af vejen.

Så måtte jeg lige have fat i Carsten igen, og så øgede jeg længden og liggetiden lidt, men det gik stadig meget stærkt, så det var jo ikke ligefrem en rolig aktivitet. Jeg aftalte også med Carsten, at han ville kontakte mig, hvis han oprettede et schweisstræningshold, da han på dette tidspunkt allerede havde et hold i gang. Vi var ude at gå spor nogle gange, men så gled det lidt ud i sandet igen. Jeg kunne dog tydeligt mærke, at her var noget, som Simba virkelig syntes var sjovt, og jeg havde en klar ambition om, at det var noget, vi skulle prøve at komme i gang med en dag.

I januar i år fik jeg så en besked fra Carsten om, at der blev oprettet et nyt schweisstræningshold, og i lyset af hvor få pladser der var, skyndte min mor Nanett sig at melde os til, da jeg sad og skrev på en eksamensopgave på DTU, som skulle afleveres næste dag. Det blev så et projekt, som vi havde sammen alle tre – Simba, min mor og jeg.

Da vi kom til første træning, blev vi introduceret til schweiss: hvordan man lægger spor, markerer det, og hvad man skal bruge af klemmer, kridt, blod, sporline og løb (= hjorteben) osv. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde det lidt stramt med blod og hjorteben, men nu var det jo ikke for min skyld, vi var her.

Vi kom i gang med at lægge de første slæbespor, og dagens første lektie var: Mærk tydeligt op! Det er helt utroligt, hvor ens træer ser ud, når man lige pludselig skal huske præcis, hvor man har gået. Heldigvis for min mor og mig var der kyndig vejledning, og Simbas næse virkede upåklageligt, så vi kom godt gennem sporet. Han var dog ikke det fjerneste interesseret i løbet for enden, men så fik han sin belønning: kattemad i stedet for. Vi havde en dejlig dag, og det var super hyggeligt at møde resten af holdet og deres Ridgebacks.

Vi kom hjem med en meget glad og meget træt hund, og jeg var bare så stolt af min lille hund, for det virkede virkelig, som om det var min mor og mig, der skulle lære, hvordan man gjorde – for Simba vidste godt, hvad han skulle.

Sådan gentog det sig egentlig de næste gange, vi gik spor. Jeg kunne godt mærke, at det blev sværere efterhånden, som sporene havde ligget længere og fik knæk på, men det var stadig ofte mig og ikke Simba, der lavede fejl – fx ved at stoppe ham, når han afveg fra sporet, når han i virkeligheden bare ville korte et hjørne af eller pga. vinden valgte at gå et stykke til højre eller venstre for sporet. Her var det virkelig en stor hjælp, at der altid var en anden fra holdet, der gik med og observerede, så man bagefter kunne høre deres råd om, hvad man måske skulle gøre anderledes, eller hvornår man bare skulle have lyttet til sin hund.

Jeg tror faktisk, at det er det råd, der er blevet givet allerflest gange, når vi har talt sporene igennem bagefter: ”Stol på din hund”.

Jeg tror, at samtlige deltagere på holdet indtil flere gange har troet, at deres hund havde tabt sporet eller var på vej efter noget andet, hvor hunden i virkeligheden stadig var på sporet, men bare valgte en anden vej af den ene eller anden grund. Så træningen har i virkeligheden haft to hovedformål: at lære hunden, hvad vi gerne vil have den til – nemlig at følge det spor, vi har lagt – og at lære os at se på vores hund, læse den og stole på den.

Når det så er sagt, så var der også nogle gange, hvor Simba bare ikke kunne finde sporet. Til den sidste træning, vi havde sammen som hold inden prøven, øsregnede det, da vi skulle ud på et sidste blindspor. Simba kunne slet ikke finde sporet. Han markerede blodet ved starten af sporet, men så løb han bare alle andre veje end den rigtige … Jeg prøvede flere gange at vise ham tilbage på sporet med hjælp fra Carsten, der havde lagt sporet til os, men Simba kiggede bare på mig, så løb han lidt i den rigtige retning og stoppede igen. Jeg havde en helt klar fornemmelse af, at han bare prøvede at gå lidt i den retning, som jeg viste, for at please mig, men det var overhovedet ikke sporet, han fulgte. Vi endte med at stoppe og gå tilbage. Det var første gang, Simba og jeg ikke fuldførte et spor, og jeg følte bestemt ikke, at vi var klar til at gå til prøve.

Det var en enormt demotiverende oplevelse, og det gik mig virkelig på, også selvom jeg fik en masse opbakning fra resten af holdet og også fik at vide, at sådan er der bare nogle dage, hvor det ikke fungerer. Det var en svær dag for flere af hundene på holdet, og det var jo heller ikke ligefrem ridgeback-venligt vejr med kold regn, men det værste af det hele var, at Simba ikke virkede særlig glad. Han havde været totalt ligeglad med min kommando ”Søg sporet”, som normalt gjorde ham helt vildt ivrig.

Vi gik så nogle spor weekenden før prøven og igen dagen før prøven, og her gik Simba, som han plejede, med næsen i sporet og fandt selv tilbage, når han var gået forbi et knæk – og han virkede rigtig glad.

Så blev det den 7. maj. Vi pakkede bilen og kørte afsted til prøven i Danstrup Hegn, og jeg besluttede mig for, at uanset hvad, så skulle det være sjovt for Simba, og jeg ville stole på ham, når vi gik sporet – for den hyppigste fejl var jo netop at tro, man vidste bedre end sin hund.

Da vi kom hen til prøven, var alle bare virkelig søde – både dommerne, stifinderne og de andre deltagere – og der var sådan en dejlig stemning af, at alle håbede det bedste for de andre, så jeg nåede faktisk ikke rigtig at blive nervøs, før vi skulle i gang.

Da vi kom hen til sporstart, markerede Simba fint anskudsstedet og begyndte at gå i den anviste retning. Det forekom mig, at han gik helt vildt langsomt, men han har også hele tiden været en meget grundig hund, og han viste mig blodet to gange inden for de første 10 meter.

Første gang han drejede, nåede jeg at blive i tvivl om, det mon var rigtigt, men da jeg holdt lidt igen, fortsatte han, og han virkede sikker, så jeg fulgte med. Jeg ventede bare på, at dommeren ville råbe ”tab”, men det gjorde han ikke, og lidt senere viste Simba mig igen blod – jeg var så lettet. Jeg har absolut ingen retningsfornemmelse, så jeg registrerede slet ikke knæk nummer to, men det føltes, som om vi gik i en evighed, og ligesom jeg var sikker på, at vi måtte være gået for langt, var løbet der!

Simba havde gjort det helt selv, og jeg var så stolt over ham og så lettet over, at jeg var lykkedes med at stole 100 % på ham og hans næse. Dommeren ønskede os tillykke og sagde, at Simba havde gået sporet helt perfekt, og hans eneste tilføjelse var: ”Så er det i gang med 20 timers spor”.

Jeg fik to bøgegrene, og Simba og jeg gik storsmilende og halelogrende tilbage til de andre og ventede på, at alle kom gennem deres spor. Da jeg talte med stifinderen efter prøven, sagde hun, at Simba havde gået præcis oveni sporet hele vejen, og selvom det føltes som en evighed, så havde det kun taget ca. 10 minutter.

Simba endte med at blive kåret til den bedste hund på sin distance, 400 meter/3 timer, og dagens bedste Ridgeback, og vi fik en masse fine præmier fra Ridgeback Klubben, STARK, vinbutikken.dk og Hundehjertet. Vi havde en fantastisk dag, og jeg var ved at revne af stolthed over min smukke, dygtige Ridgeback.

Vi har lært så meget, og jeg er så glad for at være kommet i gang med spor. Så tusind tak Carsten, Peter, Hanne, Per og Maj for at have brugt tid på at hjælpe os og de andre deltagere i gang, delt ud af jeres erfaringer og gode råd. Det bedste af hele dette forløb er alle de dejlige ridgebackejere og skønne Ridgebacks, som vi har mødt undervejs. Det har været så hyggeligt. Det har været så sjovt at se, hvor forskellige hundene er, og hvordan de hver især griber opgaverne an på hver deres måde.